Hvis du har set videoer på nettet, med folk der tænder bål, så ved du også, at dette er utroligt let. De bygger et bål med lidt kvas i midten, stryger et tændstål 2-3 gange og så har de et fint bål kort tid efter.
Men som så meget andet man ser på skærmen, så er dette ikke hele sandheden.
Under optimale forhold er det oftest ikke svært at lave bål.
Men under mere vanskelige forhold, er det ikke altid så let. Det kan f.eks. være hvis brændet ikke er helt tørt eller hvis det blæser.
Jeg tror faktisk, der er mange, som har oplevet udfordringer med at få gang i et bål. Også flere end der umiddelbart har lyst til, at indrømme det.
Gør alt klar.
Det helt klare nøgleord i at få succes med båltænding er: Forberedelse!
En stor del af forberedelsen består i, at finde alt det brænde der skal bruges, INDEN man tænder op. Man skal finde/lave og opdele brændet i forskellig størrelse og opbygge bålet trinvis.
Til optænding skal man bruge helt tynde kviste, grangrene eller meget små træstykker eller spåner. Birkebark er også godt at tænde op med.

Eksempler på hvordan brændet kan opdeles kan ses på billedet herover:
- Spåner, birkebark eller andet optændingsmateriale.
- Tynde grene eller træstykker.
- Mellemstore grene eller træstykker.
- Større grene eller træstykker.
- Store brændestykker.
Med forarbejdede brændestykker, kan de forskellige størrelser hugges ud med økse og dolk.
Med naturligt brænde, indsamles dette og sorteres i forskellige størrelser.
Hvis du skal have succes med at få gang i bålet, så er det vigtigt, at i al fald de mindste størrelser er helt tørre.
Tørt brænde er dog ikke altid let at finde. Slet ikke hvis det er i en danske skov udenfor sommer-sæsonen.
Når du leder efter brænde i naturen, så er det vigtigt at finde træer der har været døde i nogle år. Dødt og tørt træ kan ofte kendes på, at det er let at knække. Hvis træet er den mindste smule gummi-agtigt når du knækker den, så lad det ligge.
Og det er ikke på jorden du finder det bedste brænde til at tænde op med.
Find noget dødt træ der stritter ud i luften f.eks. de grene på et væltet træ der vender opad.
Man kan ofte også finde tørre pinde i ly under store tætte træer (grantræer).
Og selv i en våd skov kan man finde tørt træ at tænde op med. En gren der er våd udenpå kan sagtens være knastør i midten.
Ved at fjerne det yderste fugtige lag på en tyk død gren, vil man ofte komme ind til en tør kerne. Og ud af denne kan man snitte spåner og små stykker træ til optændingen.
Opbygning af bålet.
Der er mange måder, at lave bål på, og mange holdninger til hvordan et bål laves rigtigt.
Men i første omgang anbefaler vi et simpelt pyramidebål, som ofte giver succes.
Start med optændingsmaterialet og stil nogle af de mindste pinde/grene som en pyramide over dette.
Efterhånden som der kommer ild i de mindste pinde, bygges en pyramide ovenover med de lidt større pinde/grene o.s.v.
Man kan evt. medbringe en lille bomuldsnor til at binde de mindste pinde sammen med, så er det lettere at lave pyramiden.

Lær det – og snyd så.
Den rigtige outdoor-macho-måde at tænde bål er med et tændstål.
Men indtil man får erfaring med at lave bål, så anbefaler vi lighter eller tændstikker!
Og så gælder det om at øve sig lidt inden det bliver alvor.
Enten hjemme i haven, hvis du har mulighed for det, eller på en dagstur til en shelterplads, med dette ene formål.
Når du står på shelterpladsen før madlavning og overnatning, så er det ærgerligt, hvis man ikke kan få gang i bålet.
Vi anbefaler derfor alle at lære båltænding under primitive forhold.
Når du har lært at mestre det, så kan du trygt snyde løs til ”hverdag”. Vi har f.eks. altid et par optændingsblokke med i shelter-tasken til at starte bålet op med.
God fornøjelse med at få gang i bålet.
